Om Bente Polanos kunstneriske univers
Ved et overfladisk øjekast ligner Bente Polanos malerier popkunst. Vi finder de samme gengivelser af unge menneskekroppe i afslappede positurer, legende, badende og konverserende med hinanden som vi finder hos amerikanske kunstnere som Tom Wesselmann, James Rosenquist og yngre popinspirerede malere. Som Andy Warhol har Bente Polano også en forkærlighed for selvportrættet, gengivet i close-up.
Der er imidlertid nogle afgørende forskelle. Hvor popkunstnerne sætter en ære i at gengive billedet så fladt som muligt, ofte med brug af industrielle lakfarver, der giver en helt ensartet farvevirkning, arbejder Bente Polano konsekvent med et lag-på-lag maleri med transparente farvevirkninger og flydende overgange. Rent teknisk betyder dette, at hvor popkunstnerne dyrker overfladen, arbejder den danske kunstner med billeddybden. Da hun endvidere ofte lader motiverne indlejre sig over og under hinanden, kan malemåden nærme sig kubismens krystalliske facettering af billedfladen.
Vigtigere end disse rent kompositoriske forskelle er dog, hvad alt betyder for fortolkningen af Bente Polanos kunst. Hvor det var popkunstnernes erklærede mål at skildre, og i nogle tilfælde endda hylde det amerikanske forbrugersamfunds symboler i form af tegneserier, reklamer og filmidoler, antager Bente Polanos malerier en mere drømmeagtig karakter. Hendes ungdommeligt udseende menneskeskikkelser er bogstaveligt talt ved at opløse sig i det halvvejs abstrakte farvehav, de befinder sig i. Som om deres ubekymrede livsglæde bliver sat ind i et større tidsperspektiv i konfrontationen med tidens gang og dødens uundgåelighed. Alt sammen noget som er med til at give et melankolsk strejf over Bente Polanos malerier i modsætning til popkunstnernes nærmest insisterende optimisme og udadvendthed. På denne måde nærmer den danske kunstner sig de psykologisk registrerende og undersøgende portrætter, vi kender fra den vesteuropæiske kunsthistorie med den forskel, at det ikke er det individuelle menneske, hun beskæftiger sig med, men menneskets almene eksistentielle situation som sådan. I sine deciderede portrætter bruger Bente Polano derimod netop de transparente farvelag og flydende farveovergange til at give et så nuanceret og mangefacetteret billede af den portrætterede som muligt.
For Bente Polano er de rent maleriske undersøgelser med andre ord kun et middel til et studium i eksistentielle forhold som menneskelig identitet, forgængelighed, håb, afsavn og drømme. Hendes billedverden er på én gang åben og gådefuld. Den inviterer os indenfor, men kun i forventning om, at vi selv skal gøre en indsats i fortolkningsarbejdet. Og her er Bente Polanos pointe netop, at vi skal se ind i os selv og konfrontere os med vores drømme, håb og forventninger.
Tom Jørgensen, redaktør Kunstavisen
