Gennemsigtige dybder
Den langsomme og vedholdende kompromisløshed hos maler og grafiker Bente Polano virker med sin insisterende kraft og skaber transparente åbninger til det sandt menneskelige. Magasinet Kunst mødte kunstneren i hendes atelier i Snekkersten. – www.polano.dk
AF JØRN HENRIK OLSEN KUNST
Det åbne menneske er ingen selvfølge. Det skal opledes eller måske endda fremkæmpes. Tit er det blot de små kontrastfyldte paradokser i livet og på mødestederne, der bidrager til den selvbekræftende og voksende gennemskuelighed i det menneskelige sind.
Bløde drømmende svæv
Maler og grafiker Bente Polano arbejder passioneret på denne vej frem mod gennemsigtighed og åbenhed. Ud af dyb, sensitiv sansning skærer hun sig vej ind til det dybeste i eksistensen, som vi bør hæge om eller måske bør gøre op med. Hun går hele vejen rundt, det vil sige ind, ned og ud – og tilbage igen. Det er en type grundighed i refleksion og arbejdsmåde, et bevidst valgt varemærke, for den nu 54-årige kunstner, der allerede 16 år gammel blev optaget på Skolen for Brugskunst i København. Djærvt har hun fastholdt den næsten udmarvende præcision fra tegningens kunst og forlenet den med andre typer faglighed fra kunstens discipliner. I den grafiske rygrads årer fødes eksistensens rum. Med klare og tit kraftfulde konturer. Rum der egner sig til spejling og refleksion.
Både Bente Polanos sand- og vandskårne stålskulpturerer, malerier og grafiske arbejder bliver til ved en intens proces og en intern, dialogisk kommunikation, som skal tjene dybdens og transparensens yderste mål og grænser. Forfinelsen og skærpelsen kan for eksempel ske via et blødt drømmende svæv, der vandrer fra det magiske, sugende stålmateriale i skulpturerne og ud mod vidderne i maleriernes horisonter, ude under hav og himmel. Det åbne og gennemsigtige bliver båret konsekvent og stramt rundt i rum og værker, så sammenhængen fremmaner en dybere refleksion omkring menneskelige erfaringer.
Intet er gemt af vejen
Når noget byder sig til på denne vis, bunder det sig i dybder nede i de små personlige føderum. Et intenst nærvær med kærlighed til livet sætter mærker på de smukke figurationer. Det figurative som både markeret og let anstrøget. Dybe erindringer dukker op og flytter med ind i nye rum, hvor de lever deres liv i beskuelse og samtale. Erindringerne er dog stadig indlejringer og genspejlinger af en hudløs sårbarhed og ærlighed hos kunstneren selv. Intet fra eftertænksomhedens og smertens dybder er gemt af vejen.
Et projekt af denne karakter forlanger en utrættelig vedholdenhed. Bente Polanos kompromisløshed forplanter sig da også inde i en slidsom holmgang med værktøj og materialer. Hun helmer ikke før billedudtrykket står nagelfast og fremtræder som ægte i forhold til en dybere erkendelse af eksistensen. Således hele tiden under kærlighedens, sensualitetens, forkrænkelighedens, sorgens, ondskabens, glædens, håbets og livets øvrige fortegn.
Nye og åbne alen
Den grafiske rygrad hos kunstneren fornægter sig intetsteds. De åbne livsrum insisterer på at blive formet. Hver gang må det ske forfra. Fokus på formen understøtter udpegningen af elementer i både afgrænsningens og udgrænsningens kunst. Gennem fladen skabes formen, og gennem linien skabes fladen. Både flade og linie finder hinanden og fødes i de dybere bevidstheds- og tankelag.
Gennemsigtigheden tematiseres gennem en original udfoldelse og billedliggørelse i Bente Polanos værker. Et utal af ansigter og menneskelige stemninger indkredses med sjælden grundighed. Der sker en afsløring af påtaget sikkerhed og et liv under dække, en blotlæggelse af søgende usikkerhed og smerte, en fremvisning af styrke, en kodning af menneskers indfældethed i hinanden og deres kærlige hengivelse og sammensmeltning. Det bløde, drømmende svæv og den mere hårdkogte skyggebelagte pondus møder hinanden og åbnes i denne kunstners tilbageblik og alle andres slags blik. Her er synlighed for hinanden. Gennem at se hinanden bekræftes, forstærkes og fornyes de enkeltes eksistens. Således forstået får blikket og åbenheden en betydning og tyngde, som kræver en helt særlig mestring. Bente Polano tilføjer portrætkunsten nye og åbne alen.