Af Torben Weirup
Mennesket er et centralt motiv i Bente Polanos billeder. Mennesket og landskabet. For i mange af billederne optræder mennesker i landskaber.
I nogle billeder færdes de i skovene; i andre opholder de sig på stranden og ved vandet. Besøger man kunstneren i hendes atelier, ser man, de to scenerier gennem vinduerne. Havet til den ene side – og skoven til den anden. Skønt man vil kunne genkende for eksempel nogle af træstammernes linjer, er det ikke udsigten i sig selv, Bente Polano har gengivet. Snarere er det måske summen af oplevelser i landskabet filtret gennem sindet og fastholdt i koncentreret form.
Karakteristisk nok for ambitionen om at sammenfatte og præcisere opfattelsen er trækronerne fraværende. De er beskåret i forhold til kompositionen for dels at fastholde det væsentlige og dels at ophøje motivet til en slags mytologisk fortælling, der bærer minder om billeder af så forskellige malere som Puvis de Chavannes og Ejnar Nielsen. Statuariske skikkelser i et symbolistisk landskab. Ventende.
Mennesker på en strand var et gennemgående motiv hos Svend Wiig Hansen. Svend Wiig Hansens skikkelser ventede angstfyldt på katastrofen eller led i ubodelig ensomhed under fraværet af mening og menneskeligt fællesskab. Sådan er det tilsyneladende ikke i Bente Polanos billeder forestillende mennesker på stranden eller i skoven. Også de forekommer at være afventende. Nogle af dem ser frem for sig selv. Andre spejder mod horisonten. Eller horisonterne. En tilbagevende titel er således Mange horisonter, og man kan måske forestille sig, at det er mange historier, der møder hinanden i Bente Polanos billeder. At man som betragter søger forskellige fortællinger, som man selv kan spejle sig i.
Stemningsmæssigt er mange af Bente Polanos billeder forlenet med en melankolsk tone, sådan som det ofte er tilfældet med erindringer. Der er det særegne ved skikkelserne i skoven og ved havet, at de er malet, så de er transparente. Man kan kigge igennem kroppene og få øje på for eksempel vandet og himlen – og horisonten hvor vandet og himlen mødes. Måske er det, som om skikkelserne, der nok synes at tilhøre vor tid, er drømmesyn eller erindringsbilleder fra forskellige situationer og øjeblikke; bragt sammen i de bløde og diffuse landskaber Bente Polano opbygger gennem sine mange nænsomme farvelag.
Erindringen er også kernen i Bente Polanos portrætter. Portrættet er i sig selv en fastholdelse af et menneske på et bestemt tidspunkt i dets livsforløb men med sporene af livet, erfaringen, gerningen, personligheden indfældet i øjnene, i huden og i udtrykket. Det gælder såvel kunstnerens, egentlige repræsentative portrætter som gengivelser af ansigter, hvor der nok har været tale om et forlæg i form af et bestemt menneske, der har været model. Men hvor ønsket har været at gengive et ansigt af mere almen karakter alligevel bliver det fremherskende. I hvert fald for betragteren der i billedet møder et menneske og ikke en person – og derved måske i højere grad spejler sig i det som i et eksistentielt anliggende.
Et af kunstnerens gennemgående greb er at skabe et billede i billedet. Man ser stadig ansigtet, men nogle af de linjer, Bente Polano arbejder med, danner et billede af et andet menneske eller en genstand eller et dyr og antyder på denne måde en historie, der er forbundet med den pågældende. Fremhæves bør i denne sammenhæng en serie akvatinter under titlen Portrætter af et svundet liv, som kunstneren skabte i 1980. Portrætterne forestiller 13 ældre mennesker, og – som i et fikserbillede – kan man, hvis man vil søge, finde motiver, der knytter sig til hver enkelt. Serien er udgivet som undervisningsmateriale for 6.-7. klassetrin af Gjellerup Media – og i bogen finder man en række, ofte meget gribende beretninger om de portrætteredes liv og levned samlet og fortalt af Bente Polano i forbindelse med arbejdet med at portrættere kredsen af mennesker. Arbejdet er begyndt med tegninger – og Bente Polano er en skolet og disciplineret tegner – og er siden udført
som kobbertryk.
Det er slående, hvor ubesværet Bente Polano bevæger sig mellem medier og materialer. Hun har skabt en række – i ordets mest positive betydning – indtagende akvareller af navnlig kystlandskaber, og hun har arbejdet med udsmykning og skulptur. Også i skulpturen er mennesket det helt centrale motiv. På lidt samme måde, som man kan kigge gennem skikkelserne i malerierne forestillende mennesker ved havet og mennesker i skoven, kan man se gennem Bente Polanos skulpturer. Hun har bortskåret, hvad hun finder uvæsentligt. Man kan stadig se motivet – mennesket, menneskekroppen – men man kan også se igennem det. Derved inddrages omgivelserne, og derved får kunstneren mulighed for at arbejde med lys- og skyggevirkninger. Blandt senere værker er en skulptur til pladsen ved Kingos Kirke på Nørrebro i København. Skulpturen har titlen Den hjemvendte, og på et formelt plan kan den siges at rumme en reference til kirkens markante alterbillede malet af Erik Henningsen og opsat i forbindelse med ibrugtagningen i 1910. Billedet forestiller Jesus bærende på et barn – og i baggrunden ses datidens Nørrebro.
Den umiddelbare – fysiske – baggrund for Bente Polanos skulptur er kirkebygningens rødstensmur – og kunstneren har valgt at udstyre sin skikkelse med en byrde af en slags. En person, der bærer noget, eksempelvis et lam eller en kalv, er ikke et ukendt motiv i religiøs kunst, men det er måske værd at fæstne sig ved, at byrden i Bente Polanos skulptur kan betyde indtil flere ting. Måske er det ikke en byrde? Måske er det en gave? Måske et løfte? Tvetydigheden og tilbuddet til betragteren om selv at finde sine egne fortællinger i Bente Polanos billeder og skulpturer er i hvert fald en gennemgående bestræbelse. Hendes billeder skaber billeder hos os andre.
Bente Polano er født i 1953 og uddannet på Skolen for Brugskunst. Hun debuterede i 1974 i Rådskælderen på Charlottenborg og har siden udstillet separat og i en række gruppesammenhænge. Portrætter af et svundet liv er blandt andet blevet vist på en vandreudstilling på en række af landets biblioteker. Hun har udført adskillige skulpturer til det offentlige rum.
Torben Weirup er kunstanmelder ved Berlingske og forfatter til en række bøger om kunst og kunstnere.
